Koh-i-noor præsenterer en udstilling af Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen og Steffen Jørgensen, alle studerende ved Det Fynske Kunstakademi. Værket består af videoen Captain´s Log suppleret af en installation bestående blandt andet af rekvisitter fra optagelserne. De tager udgangspunkt i fortællingen om en kaptajn, der har lidt skibbrud og er endt på en ukendt ø. Her konfronteres han med den indfødte befolkning, og iagttageren konfronteres med parternes reaktioner på mødet med det fremmede.

Værket handler om mødet mellem forskellige værdier og om værdigrundlag i det hele taget. Det handler om at være strandet i en uoverskuelig verden, hvor man er tvunget til at eksistere og agere. Det handler om udvekslingen og videreførelsen af informationer og hændelser. De nævnte temaer kommer til udtryk igennem kostumer og kulisser, dans, leg og blodbad.

 I deres praksis indsamler og sampler Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen og Steffen Jørgensen visuelle fragmenter fra egne værker og tidligere fællesprojekter. Samtidig tilføres nye elementer i en intuitiv collageteknik, der insisterer på ikke at være for planlagt og konkluderende. Deres værker har således et væld af fortolkningstilgange, der åbner for refleksioner over historiske og sociale tendenser på en både brutal og humoristisk måde.

se billeder fra udstillingen