"I know we are not in Kansas anymore"
af
Søren Hüttel

Fernis 18. juli fra kl. 17.00 – 20.00

19. juli – 3.august 2008
Torsdag – søndag, kl.14.00 – 17.00

Koh-i-noor
Dybbølsgade 60
1721 København V
koh-i-noor.org

Udstillingen "I know we are not in Kansas anymore" er den tredje i en række af udstillinger med kunstneren Sören Hüttel, der er forløbet over sommeren.
De tre udstillinger tager alle udgangspunkter i citater fra filmen "Troldmanden fra Oz". I filmen lander den lille pige Dorothy i The Munchkinland hinsides regnbuen eller "over the rainbow".
Her skal hun tage stilling til mange fremmedartede væsener og ting, hun aldrig har oplevet før. Disse kan hun kun relatere til ved at forholde sig umiddelbart åben og imødekommende, over for det hun oplever.
Det er også der, vi skal hen i Sören Hüttels udstilling; Vi er "over the rainbow og langt væk fra Kansas" - i udstillingsstedet Koh-I-Noor.

Sören Hüttel har til udstillingen skabt en art kulisse – en art "dagen efter festen-" installation – med alt hvad dette indebærer af halvfyldte og væltede glas, balloner og rod.
Det man oplever er, at man, som beskuer, bliver voyeurist i dette tableau. Vi er ikke i Kansas - vi er et sted som ikke er sig selv længere, men et ekko af hvad det har været. Samtidig har dette egentlig aldrig eksisteret eller fundet sted. Vi er, som besøgende, aktører i en kulisse, en scene –der skal illudere nogle handlinger og begivenheder dagen derpå.
Denne fornemmelse af eget nærvær i udstillingen koblet med det fravær, der unægtelig opstår i en sådan kulisse, skal lede os hen til at diskutere selve værket og dets eksistens. Overfor dette drages vores rolle, i forhold til dette værk, i tvivl.
Nemlig værket som et tomt rum; tømt for den fortælling der umiddelbart synes at være gået forud, for det som vi ser på.
Det er en blanding af hverdagen og kunsten, der, som fænomener, begge bliver sært kunstige; værkerne er ikke rigtig kunst, det ligner kunst men er måske snarere efterligninger af kunst men i sin efterligning af kunst og diskussion af kunst bliver det dermed en ny kunst.
Derudover simulerer installationen hverdagen men er i sin kunstneriske kontekst og udformning det netop ikke. Det er unheimlich; Det er det velkendte, det vi kender godt, som på samme tid er fremmedartet, som vi i Sörens installation skal forholde os til.

Netop denne tvivl om værkets betydning, indhold og udformning er det som er Sörens kunstneriske omdrejningspunkt. Den altid afvisende holdning overfor enhver rationel læsning sammenkobles med den æstetisk indbydende facade og bliver derved et paradoks, som man, næsten, altid oplever ved Sörens arbejder.
Vi er gennem vores skoling og opdragelse i et billedsamfund vant til at skulle afkode og aflæse de ting vi ser i et nu og dermed drage nogle konklusioner om billede som vi ser for os.
Det kan man ikke i "I know we are not in Kansas anymore" da vi er overladt til os selv og vores egen fortolkningsmatrice.