1

Mia Helmer udstiller nye værker om øjet i krig og kunst på Koh-i-noor.

Et af de seneste års mest eksponerede og magtfulde billeder er et fotografi af Barack Obama og hans nationale sikkerhedsteam, taget mens de er vidner til den militære operation, der ender med likvideringen af Osama Bin Laden. Vi ser nogle, der ser noget forfærdeligt, men vi ser ikke det forfærdelige selv. Med baggrund i dette billede, samt videooptagelser fra kunstnerens egen øjenoperation, som hun fik foretaget i 2009, undersøger Mia Helmer i udstillingenPEEP SHOW det vi ser, og især det vi ikke ser.

I tegning, akvarel, installation, video og foto undersøger udstillingens værker forskellige magtrelationer mellem blikket og det sete. Mia Helmer bruger associationer og objekter fra sit eget liv og relaterer dem til begivenheder og billeder fra den kollektive bevidsthed. I akvarellen Razzle Dazzle optræder således en række objekter fra kunstnerens eget hjem i camouflagefarver ved siden af ikoniske billeder og figurer. I værket Untitled (art staring back), der består af en række blyantstegninger, er det beskueren selv der bliver den betragtede. Koh-i-noors udstillingsrum er i anledning af udstillingen omdannet til en stor kikkekasse, hvor den besøgende selv befinder sig i udstillingens øje. Et spionspejl ud til gaden giver de forbipasserende mulighed for at kigge ind i rummet, hvor udstillingsgæsten står til skue.

 Mia Helmer (f. 1975) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2005-2010. Hun arbejder konceptuelt og med flere medier, herunder tegning, installation, video og tekst.
 

For yderligere information kontakt Mia Helmer
T  + 45 23604991
E  miahelmer@gmail.com