1

Objects of desire / Absence of Uncertainty 
 
 
 
16. oktober åbner Ditte Gantriis’ første danske soloudstilling Absence of Uncertainty på Koh-i-noor, Dybbølsgade 60, 1721 København V. 
 
 
Ditte Gantriis’ seneste soloudstilling, A Note on Cravings, trak sin inspiration fra den russiske konstruktivisme og reklametegninger fra 50erne. Installationen skabte et legende visuelt og narrativt univers med en tæt erotisk understrøm. 
Noterne var en række skarpe illustrationer med en fetish for løsrevne lemmer – lange ben med høje hæle, der sensuelt slentrer ned over den blanke side, en åben mund, en sort hånd, en nøgen torso – og med El Lissitzkys sorte trekanter og røde cirkler som stiliserede køn og bryster. 
A Note on Cravings ramte begæret så  præcist, at en stor del af værkerne blev stjålet ved ferniseringen på TriBeCa Grand i New York. 
 
 
Absence of Uncertainty fortsætter Ditte Gantriis’ undersøgelse af narrativt og sensuelt begær. Af kvinden som nydende subjekt og som opskåret objekt. Af historien som tvang og lyst. 
Installationen består af vægmalerier, tegninger og objekter, som trækker de løsrevne lemmer ud af den tegnede flade. Gantriis har skabt et narrativt rum af rene grafiske coverversioner, der ikke falder på plads i en historie, men balancerer knivskarpt på kontrasten mellem de kølige og stiliserede illustrationer og den sensuelle undersøgelse af død, køn, kliche og narration.  
 
 
Ved åbningen, d. 16. oktober, optræder Mathias Kryger med "Ladies In Pain - Rehearsal Performances 7, 8, 9." 
"Ladies in Pain" tager udgangspunkt i ti popsange om kærlighed og smerte. Krygers coverversioner, af blandt andre Toni Braxton, Avril Lavigne, Joan As Police Woman og Kate Bush er en undersøgelse af smerte i popmusik og af coversangens anatomi. 
 
 
Gantriis, Ditte, født 1980, er dansk kunstner og illustrator. Gantriis er uddannet ved Fyns Kunstakademi og Danmarks Designskole og debuterede på den internationale scene i 2009 med udstillingen A Note on Cravings i New York. Hun har udstillet på censurerede udstillinger under forskellige navne og arbejder pt. på en række bestillingsarbejder i New York.  
Kryger, Mathias, født 1977, er cand.mag. i visuel kultur og kunsthistorie og arbejder som billedkunstner, skribent og popsanger.


2

3


4