se billeder fra udstillingen
/see pictures from the exhibition

Henrik Busk 1

"7 Curators/7 Artists/ 7 Days/ 7 Events”

Jeg vil gerne invitere Jer som kuratorer til at deltage i "7 Curators/7 Artists/ 7 Days/ 7 Events", som skal finde sted i udstillingsstedet Koh-i-noor på Vesterbro i København i perioden d. 8-14 December 2008.

"7 Curators/ 7 Artists/ 7 Days/ 7 Events" skal ses i led af en række performance udstillinger jeg som Koh i Noor medlem er begyndt at arrangere på Koh i Noor. 7 er her blot et tal der indikerer en mængde og ikke et indhold, da disse udstillinger skal ses som performance-og tidsbaserede og ikke temabaserede.

Projektet er ret enkelt, I er inviteret til hver at vælge en 'ung' kunstner, der har hovedvægt på performance/events i sin praksis. Det er en endags event, hvor varigheden af eventen/performancen bestemmes af jer og derfor varierer fra dag til dag. Har man f.eks. lyst til at lave en event ved midnat, der kun varer ét minut, så gør man det. Programmet retter sig efter hvad I bestemmer at gøre.

Jeres navn kommer til at stå sammen med kunstnerens navn. I må derfor også selv vælge hvor meget og hvordan i vil samarbejde med kunstneren
om eventen/performancen.

M.v.h.
Arrangør
Stine Marie Jacobsen/
Koh-i-noor
Dybbølsgade 60
1721 Copenhagen V
www.Koh-i-noor.org

Jette Hye Jin 2
Konvoj 3
Lisa Nyberg 4
Emma Pilipon 5
Javier Tapia 6
Kristoffer Ørum og Anders Bojen 7

 

Arrangør og kunstner Stine Marie Jacobsen

- Udfra hvilke overvejelser har jeg valgt de 7 kuratorer?

Jeg har inviteret 7 vidt forskellige unge kuratorer, som jeg mener har bidraget med en interessant og innovativ kuratering på den Københavnske kunstscene.
Katarina Stenbeck er kurator på PUBLIK (www.publik.dk), som arrangerer kunst i det offentlige rum. Har for nylig kurateret den politiske”Radical Software” udstillingen på Den Frie. Katarina var en anbefaling fra kurator Lotte Juhl Petersen.
Nanna de Hemmer Widding er kurator på DameUlove og har kurateret mig før. Jeg kendte Nanna’s arbejde fra før og har stor respekt for hendes arbejde og var nysgerrig efter hvem hun ville vælge til dette projekt.
Anders Benmouyal har også kurateret mig engang til en udstilling på Senko Studio i Århus og kendte ham derfor i forvejen. Benmouyal har udgivet digte og er i kunstnerduoen Konvoj med kunstner Peter Rørbæk.
Johanne Løgstrup har tidligere arrangeret vinduesudstillinger i København, bl.a. Erlings Vindue og Yvonnes Vindue. Jeg har stor respekt for udstillinger i gadeplan og ville derfor gerne have Johanne med. Hun er ligeledes kurator på PUBLIK (www.publik.dk).
Stine Hebert er kurator på AUX (www.aux.dk), som arrangerede et interessant ufo-projekt i Nørrebroparken (”Aliens, please don’t leave us alone” ) og har for nylig arrangeret ALT_CPH på Kulturfabrikken. Stor respekt for hendes engagement.
Niels Henriksen var en anbefaling fra kurator Lotte Juhl Petersen. Jeg fandt senerehen en del interviews skrevet af Niels på Kopenhagen (www.Kopenhagen.dk), som jeg syntes var virkelig godt skrevet.
Toke Lykkeberg var ligeledes en anbefaling fra kurator Lotte Juhl Petersen, men som jeg ville have med i dette projekt, da han tydeligvis har haft stærk fokus på gadekunsten. Toke har tidligere kurateret streetart kunstneren Zevs på Glyptoteket, som mine kunstnervenner stadig taler meget positivt om.

- Et par ord om min egen rolle i dette projekt.

Jeg har fungeret som arrangør og praktisk koordinator af projektet.


Jeg var interesseret i at få andre til at vælge kunstnere denne gang, især da jeg til det tidligere 7 projekt valgte ud fra hvem jeg selv kendte og ikke ville gentage et mønster. 

 

Kurator Toke Lykkeberg:

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Anders Bojen og Kristoffer Ørum bedriver en slags sci-fi orienteret samtidskunst, som jeg synes er yderst aktuel. Snarere end at afspejle vores samtid i deres værker, forvrænger de den. De præsenterer både dunkle og humoristiske bud på, hvor bioteknologien, den uregerlige urbanisering og medieverdenen kan føre os hen. Deres gisninger om fremtiden er lige dele absurde og plausible. Som sådan giver de næring til vores værste forestillinger, der nok er tynget af apokalyptiske visioner men også stor uvished. Bojen og Ørums sci-fi scenarier kan blive ekstra interessante, når de materialiserer sig i performance kunst, der traditionelt udmærker sig ved at gøre kunsten umiddelbart nærværende for publikum. Man kan forestille sig, at de her ikke blot vil trække  publikum ind i fremtiden, men også fremtiden ind i publikums nutid. Altså en slags "apocalyse now."

- Skriv et par ord om din egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Jeg har ikke andet endt valgt kunstnerne til at lave en performance inden for rammerne af udstillingen. Jeg har ikke selv haft hænderne nede i dejen, men blot spurgt dem, om de vil lave en performance, som de finder det bedst. Valget er motiveret af såvel tillid til som nysgerrighed efter, hvad de ville finde på.

 

Kurator Stine Hebert

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Jeg har inviteret Emma Pilipon fordi jeg er fascineret af hendes forfinede blik for detaljer. Emma arbejder med universelle følelser og banale popkulturelle udtryk i sin kunstneriske praksis, og disse sætter hun i scene - ofte med sig selv i centrum. Hun går hudløst til det allermest kitschede stof, og via sin præcision indkredser hun noget universelt og vedkommende ved det vi ellers forholder os til med distance.

- Skriv et par ord om din egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Vi har i fællesskab besluttet hvordan aftenen i Koh-i-noor skal forløbe. I vores diskussion omkring indholdet har jeg udfordret Emma til afprøve noget helt nyt i sin performative tilgang, og jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at forløbe.

 

Kurator Johanne Løgstrup

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Det kunne jeg skrive en lang smøre om, da vejen og ideerne har været lang og mange. Men her får du den korte version. - Lisa Nyberg arbejder med interessante og relevante emner på en overraskende og original måde. Og så er hun ikke overeksponeret i KBH.

- Skriv et par ord om din egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Jeg har researchet meget, da performance er en kunstform jeg ikke er så velbevandret i. Jeg tog udgangspunktet i stedet, perioden og tiden som faktorer, da jeg inviterede Lisa Nyberg og havde en konkret ide det til det jeg tænkte villv ære godt at fremfører og som hun havde gjort. Heldigvis overraskede Lisa Nyberg mig og med noget helt andet end ventet.


Min rolle: Først og fremmest research og så kommunikation mellem initiativtager og kunstner + deltagere.

 

Kurator Nanna de Hemmer Widding

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Jeg kendte lidt til Jettes Hye Jin Mortensen’s arbejde i forvejen og mødte hende tilfældigt til U-Turn, hvor vi talte om at lave noget samarbejde.
Jeg har tidligere arbejdet meget med musik og events og Jettes tilgang til performance genren, og den hybrid af installation, teori, musik og populærkultur som udgør "Black & White Transcending Partiture", gjorde det til oplagt valg da jeg blev bedt om at deltage på udstillingen.

- Skriv et par ord om jeres egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Da det drejede sig om et allerede opført værk har vores samarbejde primært bestået i at udarbejde de praktiske detaljer omkring denne opførsel, der kommer til at foregå simultant i henholdsvis København og Indonesien. Som en ekstra tilføjelse til denne version har jeg desuden inviteret designer Anne Werner til at lave kostumer til både Jette og den skuespiller der udfører den danske del af performancen.

Kurator Niels Henriksen

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Jeg vidste at Javier Tapia havde en ide om performance, der var minimal som et laboratorieforsøg, bestående alene af en offentlighed og et efterliv. Måske er jeg blevet lidt i tvivl omkring det meget performance man ser nu. Jeg syntes ihvertfald at det ville være godt med en grundlæggende undersøgelse at gå ud fra.

- Skriv et par ord om jeres egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Javier bestemmer alt, men vi har snakket meget om projektet og om kunst og mad, fordi han skal lave mad. Derudover vil jeg selvfølgelig deltage i begivenheden og jeg har lavet en folder med en tekst.

 

Kurator Anders Benmouyal a.k.a. Benniroyal a.k.a. KONVOJ

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Konvoj er valgt ud fra egoistiske hensyn da jeg selv er involveret i foretagendet.

Jeg følte at dette kunne være en udfordring for mig selv og Peter Rørbæk at prøve kræfter med performance.

Konvoj har fra starten haft et ekshibionistisk element over sig, så hvorfor ikke udvide grænserne for vores virke.

- Skriv et par ord om jeres egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Det bliver til et samlet udtryk for dette samarbejde: positiv konfusion.

 

Kurator Katarina Stenbeck

- Udfra hvilke overvejelser har du valgt den kunstner(e) som du har valgt?

Jeg har valgt at invitere en kunstner, der ikke arbejder med performance i
traditionel forstand. Henrik Busk har lavet projekter, der leger med
genren og rummer performative aspekter men som trods det placerer sig et
helt andet sted rent formmæssigt. Tanken var at se hvordan en kunstner,
der meget specifikt beskæftiger sig med et åben værkbegreb forholder sig
til den ramme som 7 curators udgør og hvordan performance termen kan
forstås i dag.

- Skriv et par ord om jeres egen rolle/samarbejde i dette projekt.

Henrik har derfor fået carte blanche til at gøre hvad han ville og jeg har primært fungeret som sparringspartner og praktisk gris.